Byggeriet
Helhedsplanen omfatter ombygning af 606 boliger fordelt på 4 bygningsafsnit med totalrenovering, sammenlægning og ny-indretning, nye badeværelser og køkkener, nyt ventilationsanlæg, ombygning til tilgængelighedsboliger med elevator.
Ifm. sammenlægningen blev 97 boliger nedlagt og beboere permanent genhuset/flyttet. 247 boliger blev totalrenoveret og beboerne midlertidigt genhuset. Resterende 262 boliger var beboet under renoveringen. Renoveringen i sidstnævnte boliger blev opdelt i 2 omgange (hhv. 6 og 2 uger) for at give mere plads til beboerne under udførslen.
Facader er skalmuret og efterisoleret. Nye vinduer, døre og altaner er monteret, ligesom eksisterende tagkonstruktion er fornyet.
Udendørsarealerne er renoveret med nye belægninger, opholds- og legepladser i fællesareal, nye haver og terrasser ved alle boliger beliggende i terrænniveau, nyt kloak system i afsnit 1 og renovering i øvrige afsnit, beplantning og nyt nedgravet affaldssystem, udvidelse af parkeringsfaciliteter, grønt landskabsprojekt incl. LAR-løsning i grønne fællesarealer og ny gadebelysning i hele området.
Udførte ydelser
Helhedsplanen omfatter bygherrerådgivning og totalrådgivning ifm. helhedsplan samt realisering af denne.
INGENIØR’NE har som bygherrerådgiver og totalrådgiver varetaget projekteringsledelse, projektledelse, ansvar for arkitekt- og ingeniør ydelser, arbejdsmiljøkoordinering, IKT koordinering, byggeledelse og fagtilsyn, aflevering og 1 års gennemsyn.
INGENIØR'NE har desuden varetaget afholdelse af den beboerdemokratiske proces med infomøder beboerinddragelse og workshop samt logistikplaner for genhusning.
Derudover udarbejdelse af tilstandsvurdering og tilstandsrapport.
Til Landsbyggefonden er der foretaget registrering, opmålinger og indtegninger af alle bygningsdele, installationer, ventilationsanlæg, el, vand og varmerør, fjernvarme i terræn, kloak i terræn samt forslag til ændring og optimeringen af alle installationer.
Desuden
- Deltagelse i besigtigelse med Landsbyggefonden.
- Udarbejdelse af økonomiske beregninger for skema A, B og C samt totaløkonomiske beregninger.
- Upload af materiale til Landsbyggefondens driftsstøtteportal.
- Udarbejdelse af supplerende rapporter digitalisering af eksisterende bygninger samt behovsanalyser.
- Udarbejdelse af boliganalyse vedr. tilgængeligheds- og sammenlægningsboliger.
- Afsluttende forhandlinger med Landsbyggefonden om endelig udformning og økonomi for helhedsplanens udførelse.
Opgaven er udført som del af rammeaftale.
Udbudsform
Totalrådgivning med udbud i fagentreprise.