05.03.2025
INGENIØR'NE bidrager til udvidelse af Forsvarets fysiske rammer
INGENIØR'NE er en del af det rådgiverteam, der har vundet den første udbudte opgave under Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses nationale rammeaftale. Opgaven, som udføres i samarbejde med WSP, Link Arkitektur og Steenberg’s Tegnestue, skal sikre opgraderingen af Forsvarets faciliteter i Vordingborg, Holstebro og Oksbøl.
”Vi har været en del af Forsvarets byggeprojekter siden 2018, og det her er en fortsættelse af det arbejde, vi allerede har lavet. Vi kender både de tekniske krav og brugernes behov – og netop dét gør opgaven ekstra spændende,” siger Peder Rønne Thomsen, projektchef og markedsleder for forsvar hos INGENIØR'NE. Han bakkes op af direktør John Andresen, der også ser rammeaftalen som en vigtig brik i virksomhedens strategiske udvikling:
"Når vi går ind i et projekt som dette, handler det ikke kun om at levere tekniske løsninger – det er en langsigtet investering i et partnerskab. Vores erfaring med Forsvaret giver os en stærk position til at bidrage med solid ingeniørfaglighed, men også til at tænke fremad og sikre, at faciliteterne kan tilpasses fremtidige behov."
For at understøtte Forsvarets aktiviteter stilles der skrappe krav til bygningernes robusthed, sikkerhed og tekniske installationer. Projekteringen kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor de involverede parter samarbejder om at skabe funktionelle og fremtidssikrede løsninger.
”Vi arbejder med konstruktioner, hvor der er skærpede robusthedskrav, samtidig med at vi er meget tæt på slutbrugerne. Det er en vigtig balancegang mellem teknisk præcision og anvendelsesorienterede løsninger, så Forsvarets enheder får rammer, der passer til deres behov. For os er det her ikke bare et projekt – det er en mulighed for at gøre en reel forskel. Vi er stolte af at være en del af et stærkt hold, der skaber fremtidens rammer for Forsvaret,” siger Peder Rønne Thomsen.
Opgaven er en del af en større, flerårig indsats, hvor Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse løbende udvider og udvikler faciliteterne på tværs af landet. Med en fireårig rammeaftale som fundament får INGENIØR'NE og rådgiverteamet derfor mulighed for at bidrage med viden, erfaring og teknisk ekspertise til en lang række kommende projekter, og den kontinuitet glæder John Andresen:
”Det tætte samarbejde mellem rådgiverne og Forsvaret betyder, at vi løbende kan bygge videre på erfaringer fra vores fælles projekter. Det er med til at sikre en udvikling, der gavner både de konkrete faciliteter og den samlede proces, så vi opnår et bedre slutprodukt," siger direktøren.
(Foto: © Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse)