30.09.2024
Sammenhold og konkurrence var på banen i weekendens padelturnering
Denne weekend stod på høj puls og socialt samvær, da INGENIØR'NE afholdt et padelarrangement i Kolding. Med entusiastiske deltagere på tværs af kontorerne, blev der ikke sparet på hverken energien eller smilene.
"Det er fantastisk at se den store tilslutning til vores arrangementer – og så i en weekend! Det viser, at vi har lyst til at være sammen og hygge os - også uden for arbejdstiden. Vi havde en virkelig sjov dag, hvor både konkurrenceånden og fællesskabet var i fokus." Udtalte Line Juul, der har HR stafetten hos INGENIØR’NE, og som også selv var blandt deltagerne.
Dagen bød på både intens konkurrence på banerne og masser af hyggelige pauser, hvor der blev delt grin og gode historier. Og der blev kæmpet til det sidste om æren - og i enkelte tilfælde også en smule om håneretten!
"Vi havde ellers ikke lige regnet med at skulle være padelmestre, men den tager vi da gerne med – og det kan vi jo minde de andre om, når vi taler sammen i de kommende uger! Det er en sjov måde at komme tættere på kollegerne på," sagde Søren og Dan, der løb med den samlede sejr, uden at det ødelagde den gode stemning, der kunne fortsætte under fællesspisningen, hvor der var sørget for pizza på kontoret i Kolding.
"Jeg var ikke i tvivl om, at folk helst vil vinde - det ser vi hver dag i frokostpausen ved bordfodbolden og ved bordtennisbordene på kontorerne, men smilene hos taberne var næsten lige så store, og det er jo det, der sker, når man laver noget aktivt sammen," konstaterer Line Juul, der kan røbe, at personaleforeningen bogstaveligt talt har arrangementer for enhver smag på programmet resten af året - blandt andet chokoladekursus og strikkearrangement.