25.09.2024

Tusindvis af tilstandsvurderinger klæder danske boligforeninger på til fremtiden

Over de seneste tre år har 60 medarbejdere fra INGENIØR’NE i samarbejde med underrådgivere udført 3.470 tilstandsvurderinger og kalkulationer for Landsbyggefonden i DCAB. Projektet har for INGENIØR’NE involveret 105 boligselskaber og haft til formål at hjælpe med at planlægge vedligeholdelse og energiforbedringer i fremtiden.

"Vi har undersøgt 20 specifikke bygningsdele og samlet vurderingerne i databaser, der gør det muligt for boligforeningerne at sætte ind, hvor det er nødvendigt, når det er nødvendigt," forklarer Louise Kring Falkenstrøm fra INGENIØR’NE.

Granskningen har givet både gode og mindre gode nyheder. "Det er klart, at det kan være en udfordring, hvis vedligeholdelsesudgifterne har været sat for lavt. Men der har også været situationer, hvor vi har kunnet glæde boligforeningerne ved at vise, at en udskiftning kan vente flere år," siger hun.

En vigtig del af projektet har været energimærkning og CO₂-vurdering. Mange boligselskaber har blandt andet kunnet gøre store fremskridt ved at skifte gamle lyskilder ud med LED og dermed reducere energiforbruget markant.

"Dette projekt handler om at sikre, at de almene boliger er klar til fremtidens udfordringer, både økonomisk og klimamæssigt," forklarer Louise Kring Falkenstrøm.

For at sikre, at boligforeningerne får fuldt udbytte af resultaterne, har der desuden været afholdt workshops og seminarer for driftsledere. Her er de blevet klædt på til at bruge de nye systemer og træffe bedre beslutninger om renovering og vedligeholdelse.

"Den store interesse og positive feedback fra boligselskaberne viser, at vi har ramt plet. Mange kontakter os stadig for rådgivning, hvilket viser den tillid og dialog, vi har opbygget," afslutter hun.

 

Stor hjælp for boligforeningerne

En af dem, der har været inkluderet i projektet, er Bernhard Heutmann fra Boligsyd, der fortæller om, hvordan boligforeningen konkret har haft gavn af det omfattende granskningsprojekt.

"Vi har længe vidst, at visse bygningsdele, som for eksempel taget, koster mere, end der oprindeligt er henlagt til vedligehold, men nu har vi fået et klart overblik over levetiden på mange dele af byggeriet," forklarer Bernhard Heutmann, som glæder sig over, at rapporten både er let at læse og forstå:

"Det har virkelig været en øjenåbner for os. Vi kan nu konkret forholde os til, hvad det vil koste at få styr på de nødvendige forbedringer, og det giver os et stærkt redskab til at optimere driften."

Heutmann fremhæver også, at projektet har givet dem mulighed for at forberede sig økonomisk på fremtidige vedligeholdelsesudgifter, som for eksempel kloakering, hvor der af flere årsager ikke tidligere var et klart billede af udgifterne:

"Alt det man kan se, er jo lettere at forholde sig til, og det har vi ikke haft mulighed for tidligere. Men med granskningen og prisoverslagene har vi fået konkret mulighed for at henlægge de nødvendige midler til fremtiden," siger Bernhard Heutmann, som også glæder sig over den efterfølgende dialog med INGENIØR’NE.

"De har været gode til at lytte og har guidet os igennem processen, så vi kunne tage kvalificerede beslutninger. Det har gjort vores arbejde meget lettere."

Afslutningsvis understreger Heutmann, at boligforeningen nu vil fokusere på at bruge og optimere deres drifts- og vedligeholdelsesplaner på en måde, der sikrer: "Vi skal sikre, at huslejen ikke bliver for høj, samtidig med at vi holder styr på vedligeholdelsen."

 

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job